birchgm@birchgm.dk 89 20 72 00
Nye lejeboliger i Lautrupvang
Vi er netop gået i jorden med opførelsen af 121 nye lejeboliger på Lautrupvang 1C-F i Ballerup. Projektet er et vigtigt skridt i udviklingen af området fra traditionel erhvervspark til et mere blandet og levende bykvarter, hvor boliger, erhverv, forskning og uddannelse kan mødes.
Med de nye boliger skabes der grundlag for et mere aktivt og varieret byliv, hvor beboelse integreres med områdets eksisterende funktioner og samtidig tilfører liv - også uden for almindelig arbejdstid. Visionen er at gøre Lautrupvang attraktivt for både studerende, børnefamilier og seniorer.
”Lautrupvang har i mange år været et stærkt erhvervsområde. Med de nye boliger tilfører vi området en ny dimension, hvor hverdagsliv og erhverv kan eksistere side om side. Det skaber mere liv og mere værdi for hele området”, udtaler Thomas Bertelsen, CCTO i Birch Ejendomme.
En helhedsplan med klar identitet
Helhedsplanen for boligprojektet er udarbejdet af URBAN POWER arkitekter og gentænker arealanvendelsen ved at flette boligerne ind i den eksisterende bystruktur. Bebyggelsen får en tydelig arkitektonisk identitet, hvor højde, forskydning, materialer og udearealer spiller sammen.
Et rødt og grønt parkstrøg binder byggeriet sammen og skaber opholdsrum mellem bygningerne, og balkonerne bidrager med en mere menneskelig skala i et område med markante bygningsvolumener.
Danmarks hidtil højeste boligbyggeri i blokmurværk
Projektet opføres i blokmurværk med kalksandsten suppleret med porebeton, og konstruktionen er udviklet i tæt samarbejde med SWECOs konstruktionsingeniører. Løsningen muliggør byggeri i op til seks etager, og når projektet når sin fulde højde i 2027, forventes det at være Danmarks hidtil højeste boligbebyggelse i blokmurværk.
Valget af konstruktion og byggematerialer er truffet med fokus på at reducere klimaaftrykket. Blokmurværket har et lavere klimaaftryk end traditionelle betonelementer, og byggeriets CO₂-aftryk lever både op til gældende klimakrav og til de skærpede krav, der forventes indfaset i de kommende år.
En ny fase for Lautrupvang
Med byggestarten markerer projektet begyndelsen på en ny fase for Lautrupvang, hvor boliger, erhverv og uddannelse i højere grad tænkes sammen. Målet er at skabe et robust og fremtidssikret byområde med tydelig identitet og attraktive rammer for hverdagslivet.
Fakta om projektet
Adresse: Lautrupvang 1C-F, 2750 Ballerup
Bygherre: Birch Ejendomme
Arkitekt: URBAN POWER arkitekter
Ingeniør: SWECO
Antal boliger: 121
Byggestart: Marts 2026
Forventet færdiggørelse: Ultimo 2027

